Hvert år afholder vi en vinter/sommerlejr pakket med co-writing, lækker mad, kreativitet og latter. Det er altid en magisk oplevelse at komme på lejr.
Om sommeren har vi traditionelt opholdt os i Giberhytten lige uden for Aarhus, hvor vi tænder bål og hygger en hel weekend.
Om vinteren drager vi til Riishytten nær Vejle, en større spejderhytte. Her deltager som regel flere af vores gode sangskrivervenner fra udlandet. Vi har bl.a. haft besøg fra England, Irland og Grækenland.
Hør Gudnys beskrivelse af vinterlejren 2022:
Træt, men højtflyvende ovenpå 4 dages sangskrivning, co-writes, speedwrites, workshop, sene jamnights i sofahjørnet der blev til morgener, putte og hygge, dybe rødvinsglas, fælles madlavning, spontan morgendans og finurlige snakke om livet i Riishytten sammen med Århus Sangskriverværksted. Vi var knap 30 sangskrivere fra Jylland, København, Irland og England, og selvom min deltagelse var en lidt spontan sidste-øjebliks beslutning, så er jeg SÅ glad for at jeg deltog. Det føles virkelig som at komme hjem når jeg deltager i de her sangskriverlejre og det minder mig altid om at jeg ikke er alene i verdenen og at der er plads til mig og min krøllede måde at gå igennem livet på. Tak til alle jer der deltog, for at være så dejlige og søde, åbne og ærlige. Tak for den kærlighed vi deler med hinanden omkring musikken, men også bare omkring det at være et lillebitte menneske på den her jordklode. Vinteren virker slet ikke så mørk længere ovenpå den her oplevelse – Gudny Olafsdottir