Vedtægterne for Århus Sangskriverværksted (ÅSV)

Sidste vedtægtsændring skete ved Generalforsamlingen af 9. marts 2015.

§1. Navn og hjemsted 
Stk. 1. Foreningens navn er Århus Sangskriverværksted. Stk. 2. Foreningens hjemsted er Århus Kommune.

§2. Formål 
Foreningens formål er:
 1. At støtte og arbejde med sangskrivning.
 2. At være forum og netværk for sangskrivere.
 3. At afholde værkstedsaftener, koncerter, kurser m.m. for medlemmer af foreningen og andre interesserede.

§3. Medlemskab 
Stk. 1. Enhver, der har haft en sang på værksted til en af ÅSV’s værkstedsaftener, kan tilknyttes ÅSV’s formelle netværk og blive medlem af foreningen.
 Stk. 2. Som medlem af ÅSV optages personer, der opfylder betingelserne i §3, stk. 1 og herudover betaler det til enhver tid gældende medlemskontingent.
 Stk. 3. Indmeldelse sker skriftligt til foreningens bestyrelse.
 Stk. 4. Generalforsamlingen kan udnævne særlige personer til æresmedlemmer. 
Stk. 5. Et medlem, som ikke respekterer disse vedtægter eller beslutninger, som gyldigt er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. Eksklusionen, der skal være sagligt begrundet, skal begrundes skriftligt. 
Stk. 6. En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling.

§4. Kontingent 
Stk. 1. Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales forlods ved medlemstegning. 
Stk. 2. Æresmedlemmer er kontingentfri.
 Stk. 3. Kvittering for betalt årskontingent er gyldigt medlemsbevis.
 Stk. 4. I ganske særlige tilfælde kan bestyrelsen meddele kontingentfrihed.

§5. Generalforsamling 
Stk. 1. Generalforsamlingen er ÅSV’s højeste myndighed.
 Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt senest i marts måned og indvarsles skriftligt til samtlige medlemmer med mindst 30 dages varsel og med angivelse af dagsorden. 
Stk. 3. Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter: 
1. Valg afdirigent. 
2. Aflæggelse og godkendelse af årsberetning. 
3. Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab. 
4. Behandling af indkomne forslag. 
5. Fremlæggelse og godkendelse af aktivitetsplan. 
6. Fastsættelse af kontingent. 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og mindst 2 og højst 4 suppleanter. 
8. Valg af revisor. 
9. Eventuelt. Stk. 4. Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal ved navns underskrift tilstilles et bestyrelsesmedlem senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Stk. 5. Stemmeret på generalforsamlingen er betinget af gyldig kvittering for betalt medlemsskab i henhold til §3 stk. 2. 
Stk. 6. Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal. Den til enhver tid lovligt indkaldte generalforsamling er beslutningsdygtig. 
Stk. 7. Ingen kan som fuldmægtig på generalforsamlingen repræsentere mere end et medlem. 
Stk. 8. Til vedtagelse af forslag om ændring af vedtægterne kræves 2/3 flertal blandt de tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer. Forslag om ændring af vedtægterne kan kun vedtages af den ordinære generalforsamling.

§6. Ekstraordinær generalforsamling 
Stk. 1. Såfremt tre bestyrelsesmedlemmer eller mindst 25 % af de stemmeberettigede medlemmer kræver det, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal ske skriftligt med mindst 14 dages varsel, og med angivelse af dagsorden.
 Stk. 2. Stemmeret på den ekstraordinære generalforsamling har ethvert medlem, der opfylder betingelserne i §3 stk. 2.

§7. Bestyrelsen 
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse på fem medlemmer, der vælges for et år ad gangen. Bestyrelseshvervene er ulønnede.
 Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
 Stk. 3. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder i en valgperiode, indtræder én af suppleanterne. Hvis alle suppleanter frafalder, kan bestyrelsen supplere sig selv. Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.
 Stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. 
Stk.6. Bestyrelsen tilrettelægger og gennemfører foreningens aktiviteter i henhold til generalforsamlingens beslutninger.
 Stk. 7. Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
 Stk. 8. Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.

§8. Arbejdsgrupper 
Stk. 1. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til varetagelse af specifikke opgaver.

§9. Økonomi og hæftelse 
Stk. 1. Foreningens midler kan kun anvendes til de i §2 nævnte formål.
 Stk. 2. Foreningens formue administreres af bestyrelsen under ansvar overfor generalforsamlingen. 
 Stk. 3. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse. Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for det tilskud, som foreningen har modtaget efter folkeoplysningsloven, hvis tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes bestyrelsen som forsætligt eller uagtsom. Bestyrelsens medlemmer hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven. Stk. 5. Foreningen tegnes af formanden samt et bestyrelsesmedlem i forening eller af næstformanden samt et bestyrelsesmedlem i forening.

§10. Regnskab og revision
 Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. 
 Stk. 2. Revision finder sted en gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det.
 Stk. 3. Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.

§11. Foreningens opløsning 
Stk. 1. Opløsning af ÅSV kan kun ske ved beslutning på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være den ordinære generalforsamling. Beslutning om opløsning skal ved begge generalforsamlinger vedtages med 2/3 flertal blandt de tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer. Stk. 2. Foreningens eventuelle nettoformue skal efter opløsning anvendes til almennyttige formål indenfor folkeoplysningslovens område, der ligger naturligt i forlængelse af foreningens formål og som besluttes på den opløsende generalforsamling.