Klara MolitvaFoto: Franseska Mortensen, www.franseska.mono.net 

Klara Molitva:
Gehen Gehen Gehen

"Det er i virkeligheden sorg alt sammen."

 

Af Søren Lyhne

Jeg har sat mig for at besøge en række ÅSV-tilknyttede sangskrivere for at udspørge dem om deres kreative proces. Dette første interview er med Klara Molitva, og vi taler om hendes sang Gehen Gehen Gehen, der i 2012 vandt ÅSV-prisen for Årets Sang. Sangen er inspireret af scener fra Klaras barndom i DDR og illustrerer en skrivestil baseret på mentale billeder og følelsesmæssig turbulens.



Gehen Gehen Gehen
Halt mich fest
Lass mich nicht los
Halt mich fest
Lass mich nicht gehen
Gehen Gehen Gehen
hin zum Spielplatz gehen
um dort zu sehen...
...ob’s mal was and’res gibt
Als immer Aschenputtel sein
Ich bin doch viel zu klein
Um Eure saure Suppe auszulöffeln
Halt mich fest
Lass mich nicht los
Halt mich fest
Lass mich nicht gehen
Gehen Gehen Gehen
Auf die Gleise gehen
Um dort zu sehen...
...ob die Eisenbahn mal kommt
Und ob ich’s diesmal schaffen werde
Ihr aus dem Weg zu rennen
Und ob mich sonst ein Fremder retten wird
Halt mich fest
Lass mich nicht los
Halt mich fest
Lass mich nicht gehen
Gehen Gehen Gehen
Bis zum Abgrund gehen
Um dort zu sehen...
...ob das Feuer unten brennt
Und ob es all den Dreck von meinem Gesicht
Wegbrennen kann
Und ob die ganzen Flammen mich erlöschen
 
Gå Gå Gå
Hold fast om mig
Giv ikke slip
Hold fast på mig
Du må ikke lade mig gå
Gå Gå Gå
hen på legepladsen
for at se...
... om der mon findes noget andet
End altid at være askepot
Jeg er jo alt for lille
Til at være jeres evige syndebuk
Hold fast om mig
Giv ikke slip
Hold fast på mig
Du må ikke lade mig gå
Gå Gå Gå
ned på skinnerne
for at se...
... om toget mon kommer snart
Og om jeg denne gang vil kunne nå
At løbe min vej
Og om der ellers kommer en fremmed og redder mig
Hold fast om mig
Giv ikke slip
Hold fast på mig
Du må ikke lade mig gå
Gå Gå Gå
helt hen til afgrunden
for at se...
... om der mon brænder en ild dernede
Og om den kan brænde snavset væk fra mit ansigt
Og om flammerne vil ende med at brænde mig op

 

Fortæl om mødet med den fremmede, som du henviser til i vers 2.

Det skete, da jeg var 5-6 år. Jeg var der alene en aften. Det var ved at blive mørkt, og jeg sad på klatrestativet, helt oppe for oven, og kiggede ud over legepladsen, ud over parken, ud over skinnerne. Der var helt øde.

Pludselig vågner jeg op ved at jeg ligger nede i sandet. Jeg er faldet ned fra toppen af klatrestativet, der er ret højt. Det er ligesom jeg har fået et blackout. Jeg vågner op ved at jeg ligger på ryggen og har slået mig helt vildt meget. Og så tuder jeg helt vildt højt, og der er ikke nogen. Jeg er helt vildt forskrækket, for jeg kan ikke forstå, hvordan... jeg var ikke sådan en, der faldt ned fra ting. Jeg var god til at klatre. Jeg klatrede altid op i træerne og i klatrestativet og faldt aldrig ned.

Og så kom der en fremmed mand hen og hjalp mig med at rejse mig op, og jeg kan huske jeg tudede og var så bange, og så fulgte han mig hjem. Jeg var så glad for at der kom en og tog hånd om mig. Det var en god fremmed, en redningsmand. Og han dukker så op i vers to.

Jeg synger jo om forskellige steder, jeg er gået hen i mit virkelige liv, i min barndom. Og stedet i vers to er nogle jernbaneskinner, som vi legede på, som lå lige ved siden af en legeplads. Vi legede tit nogle ret vilde lege, da jeg var barn. En af dem gik ud på at stå på jernbaneskinnerne indtil de begyndte at sitre, fordi S-toget kom, og så løbe hurtigt væk.

Så synger jeg i vers 2 – ja, det er nærmest en selvmordsfantasi – hvad nu, hvis jeg ikke når at løbe min vej? Om der så vil komme en fremmed og redde mig? Komme løbende ind og hive mig væk fra de her skinner...

 

Blander du tit billeder sammen på den måde?

Jeg gør det bevidst, det er ikke noget jeg kommer til. Det er sådan en slags fri association, en associationsleg. Det er lidt ligesom i drømme, hvor der lige pludselig dukker en person op fra en helt anden verden – en helt random person, der slet ikke har noget at gøre med det sted man er.

Jeg befinder mig mentalt i nogle minder, et bestemt sted fra min barndom. Der er jeg et vers eller to, og så kommer ham den fremmede. Det er bare sådan et stærkt minde, fordi det også handler lidt om ensomhed. Så dukker han op, og så skulle han lige skrives ind i verset.

Det kunne jeg sagtens gøre i alle sammenhænge. Lade nogle billeder blande sig sammen. Men er det ikke det man gør, når man laver kunst? De normale strukturer og vægge, der er i vores bevidsthed, bliver brudt ned. Ligesom i drømme. Ligesom i et surrealistisk maleri, hvor der ikke er noget, der forestiller noget. Nedbrydning af alt muligt.

 

Vil du beskrive din kreative proces som noget, der ligner en drømmetilstand?

Ja, jeg tror det kommer det samme sted fra. Det er det samme sted, jeg tager det fra. Ligesom jeg drømmer om natten, er det som at drømme om dagen. Det er som at gå ind i en tilstand af billeder, der flyver rundt, af følelser, der flyver rundt – og som jeg ikke helt kan kontrollere. Ligesom drømme; dem kan man jo heller ikke kontrollere. Det kommer. Det går. Og så er det bare med at hive fat i det.

Jeg kan godt hjælpe mine følelser lidt på vej. Jeg kan godt selv vælge, om jeg vil ind i det rum eller ej. Hvis jeg kan mærke, jeg ikke kan rumme det, hvis der simpelthen er for meget stress, så kan jeg lade være med at åbne op for det. Jeg skal aktivt sige: nu er jeg klar.

Det er ligesom at sørge over noget. Kærestesorg eller en, der er død. Det er noget man skal sørge over. På et tidspunkt kommer de følelser, medmindre du undertrykker dem forever. Så gør du skade på dig selv. Men det er en proces, der kommer og går. Når man er på arbejde kan man godt nogle gange sige: okay, lige nu er det ikke passende at jeg begynder at gå ind i følelsen og begynder at græde. Men så kommer man hjem, og så kan man åbne op og få en tudetur.

Det er lidt det samme for mig med det her. Det er også sorg. Det er i virkeligheden sorg det hele. Alle mine sange handler om sorgbearbejdelse. Gehen, Gehen, Gehen er ikke skrevet ud fra distance, den er skrevet midt fra følelsen. Det tror jeg mange af mine sange er. Når jeg skriver dem, så er jeg i følelsen. Så er jeg simpelthen så ked af det, eller så fyldt op af en eller anden følelse, at jeg næsten ikke kan være med det selv, og så laver jeg sangen i den stemning.

Når jeg skriver ud fra det her følelsesmæssige overload – smertefulde, svære følelser – føler jeg det som en katarsis. Når en sang kommer ud af mig bliver jeg ekstremt glad og lettet. Det er som om jeg bliver lettet for min byrde, fordi jeg sidder med de her følelser, jeg har svært ved at rumme.

Jeg laver et værk, som beskriver denne her følelse. Det er jo meget federe end bare at sige: ”jeg har det sådan her”. Det er så kedeligt, og det er der ingen, der gider at høre på. Så laver jeg en sang, som folk godt gider at høre på. Og det er så dejligt, fordi så kan jeg bearbejde de følelser gang på gang, og der er nogen, der gider at lytte. Det er faktisk rart for mig, for så føler jeg, at jeg kan parkere det et sted. Så fylder det ikke så meget i min hverdag. Jeg kan leve et mere normalt liv uden at være tynget af det.

 

Genoplever du følelsen når du fremfører sangen?

Ja, men på en god måde. Jeg får det ikke dårligt. Jeg har mulighed for at gå en lille smule ind i smerten. Men ikke for meget. Jeg skal jo ikke stå og tude på scenen. Jeg går bare lidt ind i den, og så trækker jeg mig ud af den igen. Det fungerer rigtig fint. Jeg er ligesom en skuespiller, der går på scenen.

 

Jeg ved, at du har været frustreret over, at du har for få glade sange. Hvordan kan det være, at du ikke har det? Glæden er vel også en følelse, du oplever?

Ja, men den har jeg ikke behov for at skrive sange om. Glæden er jo ikke svær at håndtere. Glæden er dejlig, når den er der, og så nyder jeg den. Smerten er svær at dele med andre, men glæden er nem at dele.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle skrive om det. ”Jeg er glad i dag, jajaja!” – det er helt meningsløst et eller andet sted. Jeg får ikke nogen mentale billeder, når jeg tænker på at være glad. Det er mærkeligt. Jeg kan kun forholde mig til det tunge. Jeg kan faktisk ikke forstå, hvordan man kan skrive glade sange [griner].

 

Hvordan ser du din sangskriverfremtid? Dine håb og ambitioner?

Jeg ved det egentlig ikke rigtig. Jeg har jo ikke ambitioner om at skulle leve af det. Men jeg vil rigtig gerne gøre det godt. Jeg vil gerne være dygtig. Og jeg vil gerne have det sjovt med det – så jeg har det godt!